Teori for undervandsjægere

Vores teorikursus er perfekt til dig som er ny eller let øvet indenfor undervandsjagt og som er nysgerrig og sulten efter viden, teknikker, tips og tricks omkring dykketeknikker, vejrforhold, opskrifter og meget andet. Vi har efterhånden mange år og rigtig mange dyk i bagagen og vi glæder os til at dele vores erfaring med dig og hjælpe dig til at blive en endnu bedre undervandsjæger.

På kurset gennemgår vi blandt andet hvordan du bedst muligt kan planlægge et dyk, med de værktøjer der er tilgængelige på internettet. Vi kigger på vind, vejr, strøm og sigtbarhed, ligesom vi guider dig til hvordan du selv opdager nye dykkerspots. Derefter dykker vi ned i lidt viden omkring de forskellige fiskearter og kigger på hvor og hvornår man kan finde dem, deres årlige cyklus og deres vandringsruter.

Vi kommer også rundt om hvordan man håndterer etik som undervandsjæger, regler og sikkerhed og vil blandt andet tale om mindstemål, fredningsbælter, sikkerhed om natten og meget andet. I den mere eksotiske afdeling kommer vi desuden ind på hvordan man rejser sikkert med en harpun samt hvilke lande man skal være påpasselig med at rejse igennem med sit undervandsjagtsudstyr.

Til sidst går vi i det kulinariske hjørne hvor vi vil præsentere én opskrift for hver af de mest almindelige fiskearter der kan findes i Danmark, som inspiration til mange hyggelige og velsmagende måltider i fremtiden.

Fakta om kurset:

Kurset koster 600 kr per person og der vil være en lille godbid fra havet efter kurset.

På kurset vil der være to dygtige instruktører til at tage hånd om dig.

Det er muligt at tilmelde sig kurset på følgende datoer:
Onsdag den 2. September, Lørdag den 5. September samt Søndag den 6. September.