Fladfisk er ikke til at komme uden om, hvis du undervandsjæger i Danmark. Der er mange, de smager fantastisk og er gode begynderfisk for undervandsjægeren. Alle kender skrubben, rødspætten og isingen, som oftest er børnenes favorit på middagsbordet i paneret form og med masser af remoulade. Men tunge, pighvar og slethvar er også blandt havets skatte og på menukortet i de bedste gourmetrestauranter i landet. Så hvis du vil have fisk med hjem er de bundsøgende fisk en gavmild fisk fra naturens spisekammer.
Skrubben er den mest udbredte og man behøver ikke skamme sig over at tage rigeligt med hjem til venner og fryser. Hvis du ikke har fanget en skrubbe endnu, så er det bare om at komme ud og lede. Du finder dem ofte langs stenrev og muslingebanker på sandbunden, men du kan også finde dem inde på selve revet. Da de er fabelagtige til at gemme sig på sandet eller under sandet, med kun øjnene stikkende op, finder du dem oftest her. Når fladfisken har lagt sig ændrer fisken med tiden farve efter omgivelserne. Det kan derfor være svært at se dem, når de har ligget der et stykke tid. Hvis du derimod finder en som lige har lagt sig, kan du tydeligt se den oven på sandet.
Du behøver ikke svømme langt væk fra strandkanten, da fladfisk ynder at ligge der hvor der er noget at spise, hvilket lige så godt kan være på 2 meter som på 10 meters vand. Det kan derfor godt betale sig at afsøge det lavere vand først, så du ikke bruger al jagttiden på at dykke op og ned. På to meters vand kan du nøjes med at svømme stille og roligt frem og fokusere på at lede efter omridset af flade, øjnene eller finner som ligger på sandbunden. Hvis du spotter en flad og vurderer at den er stor nok til at komme med hjem til middagsbordet, så kan du også nemt stikke den med harpunen uden at affyre spydet. Husk ikke at tage hånden foran spydet, eller pege på dig selv, når du tager fisken af spydet.
Fremgangsmåden er den samme for alle fladfisk. Skrubbe, ising og rødspætte findes side om side og er fantastiske for begynderen, når man skal holde styr på sit udstyr, holde vejret og aflive fisk. Husk at tjekke mindstemål og fredningstider her på fisketegn.dk.
Når fiskene, eller fisken er fanget kan den bruges på utallige måder. Du kan flå den og stege den på panden, varmrøge dem, filetere den og dampe ruller med fyld eller lave en god gammeldags fiskefilet. Mums.
Tip: Når du afliver dine fladfisk (og alle andre fisk), er det en god ide at ”bløde” dem. Dvs. at du skærer et par gællestrenge over. Så bløder fisken kraftigt, dør hurtigt og du får en bedre kvalitetsfisk med hjem i køkkenet.
Panko-paneret fladfisk med sprød persille
Der er ikke noget som en rugbrødsmad med sprødstegt fiskefilet og remoulade. Det er råvarernes kvalitet som endegyldigt giver det bedste slutresultat. Og hvorfor ikke kæle lidt ekstra for den fladfisk som nøje udvalgt har måtte lade livet for at lande på din talerken.
Ingredienser:
4- 8 Fladfiskefileter (friske) afhængig af størrelse
Panko-rasp (4dl)
Rapsolie (2 dl)
Smør 150g
Salt og peber
Persille
3 æg
Rugmel (2dl)
Persillen vaskes og tørres grundigt. Herefter hakkes persillen og blandes med salt, peber og panko-raspen i en skål. I en anden skål blandes rugmel med salt og peber. Æggene slås ud i en skål for sig. Fiskefileterne vendes først i mel, så i æg og sidst i paneringsblandingen hvorefter de lægges klar til stegning. Varm olien op på panden til middelhøj varme og tilsæt herefter smørret. Steg fiskefileterne. Undgå at vende fileterne før de er helt færdige på den første side. Du kan kæle lidt for dem ved at øse den varme olie op ad kanterne med en spiseske, så kanterne også bliver stegt godt. Når fisken er færdig, lader du dem trække på fedtsugende papir inden de serveres med hjemmebagt (eller -bragt) rugbrød og hjemerørt remoulade.
Velbekomme!
Hvis du vil lære mere om undervandsjagt så se på vores kurser her eller læs om mindstemål og fredningstider i vores artikel her.