Løgkarse – Alliaria petiolata
Hvis du vil kaste dig ud i at sanke er løgkarse på linje med skvalderkål og brændenælden én af de nemt genkendelige planter, som vi med lethed kan tage med ind i køkkenet. Planten bliver 20-100 cm høj og kan ikke forveksles med andre planter. Bladene og blomster dufter af løg og kan anvendes som supplement eller erstatning for de traditionelle løg, purløg eller den karse vi køber i supermarkedet. Måske gror den allerede i din have? Ellers stortrives den i hele Danmarks skove og hegn. Planten kommer frem samtidig med skvalderkålen og brændenælderne i det tidlige forår. Når den blomstrer kan du bruge blomsterne til at dekorere dine gastronomiske kreationer. Løgkarsen har været brugt som lægeplante i middelalderen, men har også været brugt i Danmark for ca. 6000 år siden, hvor man har fundet den på indersiden af ler-potter på stenalder-bopladser. Nu bruger vi den igen, eksempelvis i denne tomatsalat.
Tomatsalat med løgkarse
To håndfulde modne tomater (gerne fra drivhuset)
1-2 stængler løgkarse
2 spsk. god olivenolie (en god rapsolie kan også bruges)
2 spsk. vineddike
Salt og peber
Skyl løgkarsen, fjern bladene fra stænglerne og snit dem fint. Tomaterne skæres i mundrette bidder og blandes med de fintsnittede løgkarseblade og de øvrige ingredienser. Slutteligt pyntes med blomsterne fra løgkarsen. Tomatsalaten serveres til en veltilberedt fisk på en varm sommerdag.
Velbekomme!